Da jeg røg ned med fynd og klem

For en del år siden nu, flyttede jeg mig bogstaveligt talt fra det ene øjeblik til det andet – fra at føre et aktivt liv som studerende – til at være helt nede at bide i græsset.

Jeg havde gået og bygget på dét der skulle føre til mit kollaps henover mange år. Helt uden at tage hensyn til, hvor hensigtsmæssigt det var blev jeg bare ved og ved. Jeg kunne det hele.

Jeg boede på det tidspunkt i Schweiz, hvor jeg var hjemmegående med vores 3 små børn. Vi skriver juni 2010.

Den sidste var helt nyfødt – kun 11 dage gammel – da jeg var så uheldig at falde med ham i bæreselen.
Jeg faldt fremover og for ikke at lande på denne lille bløde baby – tog jeg naturligvis fra med hænderne da jeg landede… og brækkede begge arme. (Ja – du læste rigtigt!!)

Det er nemlig kke virkelig praktisk, når nu man har en lille nyfødt der skal ammes, og skiftes og nusses og pusles. Og da slet ikke når der samtidig er to andre børn på 2 og 4 år, som heller ikke ligefrem er selvhjulpne i den alder.

Kunne ikke lige finde et billede af den unge mand, fra dengang. Men her er et hvor han var lidt ældre…

Det var en hård tid og jeg kan virkelig ikke anbefale dig at gøre mig kunsten efter.
Men det var sådan set ikke dét i sig selv der gjorde udslaget.

Vi gik på det tidspunkt og forberedte vores flytning til Danmark. Der var en milliard instanser der skulle spørges og skemaer der skulle udfyldes.
Manden var på arbejde (man arbejder en del flere timer i Schweiz – især i byggebranchen) så opgaven tilfaldt mig.

Da yngstebarnet var 9 mdr flyttede vi så.. Eller dvs. jeg og ungerne gjorde.Møblerne røg afsted nordpå med flyttebilen og jeg tog nattoget til Danmark. Alene med alle 3 børn i bagagen!

Manden skulle først afslutte sit arbejde og ville først slutte sig til os 3 mdr senere.

Så da flyttebilen ankom dagen efter – næsten samtidig med mig og arvingerne – så skulle der slæbes.
Og så skulle jeg naturligvis også tjene til dagen og vejen, for at vi ikke skulle dø af sult her nordpå.

Men det klarede jeg det hele. I stiv arm – for nu at blive ved min skade. Som blev VED med at plage mig.
Jeg havde nemlig konstant ondt i det venstre håndled og det blev værre og værre.

I august måned begyndte jeg så – udover arbejdet og ungerne og en tysktalende mand, som skulle have lært dansk – også på dét jeg troede var mit drømmestudie.
Og langsomt, men støt, blev jeg ved at bygge sten for sten på dét der skulle ende med at muren faldt.

Og det gjorde den så i februar 2013. Knap 3 år efter at jeg kom til skade.
Her afsluttedes min lange kamp om bekræftelse af mine smerter endeligt.

Jeg havde kæmpet en kamp imod systemerne for at blive hørt.
Ingen troede på, at der var noget galt. For man kunne ikke lige se noget på de mange røntgenbilleder de tog.
Een gang blev jeg endda kaldt hypokonder. Ikke lige med dét ord – men betydningen var klar!

Til sidst slog jeg SÅ hårdt i bordet (med den anden hånd 😉 ) at jeg blev sendt til en specialist på Aarhus Universitetshospital, hvor en simpel kikkertundersøgelse  skulle afgøre min skæbne. Og det skal jeg da love for, at den kom til, da den akut blev til en større operation.

For jeg havde jo ret. Der var jo en skade på håndleddet, som de havde overset. Faktisk ret så alvorligt. Jeg havde simpelthen fået knust “knoklen” i håndleddet i faldet. Og de mange små splinter havde igennem de godt 3 år bevæget sig rundt i hele håndleddet. Punkteret disc’en og så havde jeg da i øvrigt også sprunget alle ledbåndene sådan et efter et igennem årene…. Intet under at jeg havde ondt. Men et stort under, at stort set ingen troede på mig. Og at man skal mobilisere så mange kræfter, for overhovedet at blive hørt. Nå, men det er en anden sag….

Tre dage senere skulle jeg have været i praktik – men jeg kom istedet hjem med armen i vinkelgips og et halvt års sygemelding lige i nakken.

Og SÅ havde vi balladen… Her knækkede filmen og kollapset var en realitet.

Ja, det var hverken kønt eller praktisk… og så gjorde det ondt som ind i…..

Pludselig fik min krop ikke kun ro til faktisk at kunne bryde sammen. Men al den ophobede negative energi, som havde gennemsyret hver en celle i min krop i alle de år jeg levede i et konstant smertehelvede – UDEN at nogen troede på mig, skulle pludselig ud!

Det var som at få et nervesammenbrud. Alle de forskellige budskaber der blev samlet i min krop gav overhovedet ikke nogen mening for mig. Min hjerne var simpelthen ikke i stand til, at samle brudstykkerne og få det til at blive noget forståeligt.

Jeg kæmpede imod til det sidste. Men i virkeligheden var det det bedste der kunne ske for mig.

Sygemeldingen gjorde naturligvis, at mit studie blev udsat. Men det betød også at jeg fik ro til at samle trådene.
Jeg fik ro til at finde ud af hvad jeg havde brug for.

Hvad – JEG – havde brug for.

Jeg var jo – til forskel fra de fleste – i kraft af mit studie omgivet af psykomotoriske terapeuter, som om nogen ved noget om stress, om kroppen, om sindet og det hele i en stor lyksalig blanding.
Så jeg begyndte at arbejde målrettet henimod en raskmelding.

Det skete og jeg var en masse erfaringer rigere. Og stærkere.

Det gjorde osse, at jeg henimod slutningen af mit studie var 100 % klar over, at det at arbejde med stressramte mennesker ikke kun var et arbejde for mig. Det er mit kald!

Men jeg var ikke kommet igennem hele dette skrækscenarie helt uden mén.
Min venstre arm er for evigt skadet, så jeg var ikke længere i stand til, at lave de behandlinger som jeg troede skulle blive min levevej.
Jeg var nødt til, at tænke ud af boksen og finde ud af, hvad jeg så skulle…

Mit valg faldt på akupunkturen og det har så vist sig at være det helt rigtige for mig. Jeg kan nu arbejde fuld tid – uden at min krop skriger af smerte undervejs.

Så i løbet af det sidste år er brikkerne nu begyndt at falde på plads – en efter en.
Jeg er nu dét man kunne kalde en psykomotorisk akupunktør.

Og jeg ELSKER MIT LIV!

Hvem havde troet det for 6 år siden?! 😀

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *